Den årlige generalforsamling afholdes i marts eller april måned.
Se vedtægterne her for detaljer om generalforsamling.

Togstop i Gadbjerg
Arbejdet med at få genetableret et togstop i Gadbjerg har i 2025 taget et stort skridt fremad. Vi har haft foretræde på Christiansborg og afholdt et stort togstopevent med politisk deltagelse, som har sat Gadbjerg på landkortet i debatten om lokal infrastruktur. Projektet nyder bred politisk opbakning, og togstoppet vil fortsat have højeste prioritet i 2026, hvor arbejdsgruppen styrkes yderligere for at fastholde momentum.
Vælgermøde i Gadbjerg Hallen
Op til kommunalvalget afholdt Borgerforeningen et stort politikermøde i Gadbjerg Hallen. Mere end 20 politikere fik taletid og var i direkte dialog med borgerne om emner som infrastruktur, skole, pasning og bosætning. Arrangementet var en livlig aften med høj deltagelse og viste, at Gadbjerg er et lokalsamfund, der tager aktivt del i den demokratiske proces.
Aktiviteter i 2025
Ud over de politiske arrangementer har vi afholdt affaldsindsamling, vores traditionsrige fugleskydning med et overskud på 7.993 kr. samt juletræstænding. Gadbjergs Venner har bidraget med Sommerfest, Rock i Byparken og Julefrokost. Fra puljen er der uddelt i alt kr. 62.321 til lokale formål, fordelt på Grundejerforeningen Refshaven, Børnehaven, Gadbjerg Hallen, Meta Maries Hjemmets Venner og De Grønne Gartnere.
Vejle Brand
Samarbejdet med Vejle Brand fortsætter med at vokse. I 2025 modtog vi kr. 103.804 – det højeste beløb nogensinde. Samlet har samarbejdet siden 2018 indbragt kr. 507.711 til gavn for Gadbjerg.
Økonomi
Regnskabet for 2025 viser et overskud på kr. 85.335 med samlede indtægter på kr. 178.857 og udgifter på kr. 93.522. Udgifterne til borgermøder i forbindelse med valg og togstop udgjorde kr. 32.031. Foreningens samlede egenkapital er vokset til kr. 480.596.
Blik fremad – 2026
I 2026 afvikler vi affaldsindsamling den 19. april, vores traditionsrige fugleskydning den 13. juni i Refstrup Plantage – et elsket event der altid tiltrækker mange borgere – samt Rock i Byparken i august og juletræstænding. Den 27. september afholder vi et stort borgermøde med fokus på at tiltrække og engagere flere frivillige til byens foreninger. Derudover fortsætter arbejdet med togstoppet med fuld kraft.
Ny bestyrelsesstruktur
Bestyrelsen er opdelt i to grupper: Landsby og politik med fokus på kommunalt samarbejde, skole, bosætning og mobilitet (togstop, bus, cykelstier) samt Socialt og arrangementer med ansvar for fugleskydning, juletræstænding og Gadbjergs Venner-aktiviteter.