Gadbjerg er geografisk placeret i hjertet af Vejle Kommune. I den aktive landsby lever omkring 1500 borgere, som nyder natur, aktivt foreningsliv og bysammenhold, men som også sætter pris på at være i tæt afstand til de større byer.
Bussen holder lige uden for døren og i bil kan man nå Vejle midtby eller Billund lufthavn på under 20 minutter. Seminariebyen Jelling ligger kun 6 km væk. Motorvejen er du på efter kun 7 minutter, og der er således hurtig adgang til arbejdspladser i Kolding, Brande, Herning, Horsens og Århus.
Siden Gadbjerg tilbage i 1983 blev kåret som årets by for et exceptionelt ungdomsarbejde, har byen udviklet sig med en del nybyggeri. En lang række parcelhuse er skudt op i de senere år og en udstykning med storparceller lige uden for byen er kommet til.
I øjeblikket er de næste udstykninger i fuld gang. Der er således flere kommunale byggegrunde til salg i udstykningen Sejershaven, hvor prisniveauet tillader en god økonomi i byggefasen, og/eller en ekstra bil i husstanden.
Bygger I hus på Sejershaven får I en placering, som ligger tæt op ad byen, men med udsigt til åbne marker.
Dagplejerne i Gadbjerg yder hjertevarm og personlig pasning af de yngste borgere, og børnehaven Labyrinten tager over når børnene er knap tre år.
Efter børnehavetiden står Bredsten -Gadbjerg skole klar med åbne arme til at modtage børnene og tilbyder skolefritidsordning, klub og skolegang fra børnehaveklasse til og med 6. klasse, hvorefter overbygningseleverne fortsætter i skolens afdeling i Bredsten.
Gadbjerg har et rigt foreningsliv inden for spejderaktiviteter, idræt, gymnastik, fitness, skytteforening, club og andre kulturelle tilbud.
Den kommunale musikskole har undervisningstilbud til børn og unge på Gadbjerg skole. Så for både børn og voksne er der rige udfoldelsesmuligheder, som i høj grad er skabt af det helt særlige, frivillige engagement, som tydeligt præger byens udvikling og sammenhold.
Min Købmand, som er placeret centralt i Gadbjerg har udover et stort udvalg af dagligvarer også brødudsalg, pakkeshop, apoteksvarer, renseservice og dækker en lang række funktioner for borgerne i byen. Min Købmand har åbent alle ugens dage fra morgen til aften.
Byen huser også et velrennomeret pizzaria, så take-away er også lige i nærheden.
På boligsiden.dk kan du se hvilke boliger der er til salg i Gadbjerg. Søg på postnr. 7321 og få overblikket.
Vil I hellere bygge nyt, er der kommunale byggegrunde til salg på https://www.vejle.dk/9574 Der findes et udvalg af lejeboliger i Gadbjerg, både hos boligselskabet Domea og flere private udlejere.