Enigt panel peger på Gadbjerg-linjen

08-11-2017 Byg og bo

Over 70 borgere var mødt frem til valgmøde i Margrethe Salen. I panelet sad Karl Erik Lund (Dansk Folkeparti) der er selvstændig erhvervsdrivende og aktiv i foreningslivet. Der sad Allan Pedersen (Socialistisk Folkeparti) der arbejder på at binde lokalsamfund sammen. Der sad Martin Fogh Skovlyst (Liberal Alliance) der brænder for skolepolitik. Der sad Rune Ranaivo Bjerremand (Alternativet) der arbejder for mangfoldighed og bæredygtighed. Der sad Alex Vejby Nielsen (Socialdemokratiet) der roste det store fremmøde og lokale engagement. Der sad Anders Christian Hansen (Nye Borgerlige) der vil satse på tillid i stedet for kontrol. Der sad Gitte Frederiksen (Venstre) der vil forskønne landzonen ved hjalp af ny nedrivningspulje. Der sad endelig Torben Elsig (Radikale Venstre) der har fokus på udstykning af byggegrunde og kollektiv trafik.

Billundbanen over Gadbjerg

Martin (LA) og Anders Christian (D) var enige om at Billundbanen er for dyr og meningsløs. Men hvis de skal pege på en af de tre linjeføringer der er i spil, vil de begge pege på Gadbjerg-linjen. Da de øvrige paneldeltagere, direkte adspurgt, også foretrækker en Gadbjerg-linje, ser vi nu massiv politisk opbakning til Gadbjerg-linjen i det kommende byråd.

Vejle Kommunes stemme er meget vigtig for placering af linjen. Trafikministeriet og BaneDanmark tillægger det kommende VVM-høringssvar fra kommunen afgørende vægt. Udkastet til svaret bliver udarbejdet af en embedsmand, formentlig Arne Mølgaard, og vi kan jo bare opfordre kandidaterne til at lægge vejen forbi hans kontor og få afstemt svaret med den politiske vilje.

Udover tog var der også busser og cykelstier på bordet. Alex (S) forklarede ideen bag Flextrafik og gjorde opmærksom på at ordningen er i kraftig vækst, trods stille start.

Ny holdning til udstykning

Gitte (V) kunne fortælle at udstykning er en længere proces der strækker sig over 9 måneder med høringsfase og behandling. Både Gitte (V) og Torben (B) oplever nye vinde i kommunen hvor de ser en ny, øget forståelse for at udstykke. Med Vejles solid økonomi giver det god mening at investere i udstykning. Det giver jo ikke bare den hurtige fortjeneste ved salg af byggegrunde; men øger også skattegrundlaget i kommunen og skaber harmonisk vækst på langt sigt. I forlængelse af bosætningstemaet kom talen på markedsføring af landsbyerne. Allan (F) var klar med flere midler til Lokalrådet og lokale initiativer.

Vi ser frem til at mærke de nye vinde… måske fornemmer vi de første små pust allerede.

Mer frihed til skolerne

Martin (LA) der var med i kampen mod skolelukningerne, mente vi skal tilbagerulle sammenlægningerne. Flere mente dog at det skal være frivilligt da sammenlægningerne på nogen skoler har udviklet sig positivt. Sammenlægninger eller ej, det var Torbens (B) synspunkt at det er vigtig med daglig, synlig ledelse. Der var bred enighed om at skolerne skal have mere frihed og at skolebestyrelserne skal have videre rammer. Anders Christian (D) pointerede at man skal vise skolebestyrelserne tillid.

På erhvervsskole-området fremlagde Rune (A) en idé om at lave skolesamarbejder mellem højskolerne og erhvervsskolerne. En idé som Gitte (V) tog positivt op.

Mødet var arrangeret af Borgerforeningen og afviklet i god ro og orden af Aage Bonde der sikrede en sober og konstruktiv tone. Og den gode tone holdt mødet ud i 2,5 time.

Godt valg!

 
OM GADBJERG.DK | WEBMASTER