En aften med bold og damer i Gadbjerg!

Sidste tirsdag aften bød FC GOG ind med kvindernes svar på en Champions Leagueaften på Forest Valley, hvor først U 18 holdet og dernæst de ’gamle’ gimper på kvindeholdet tværede henholdsvis Bredsten og Ammitsbøl SG godt og grundigt ud med en samlet målscore på ubeskedne 14-1.

Jovist, det er nogle unge damer derude i GOG, der i den grad gemmer gæstfriheden til begivenheder udenfor kridtstregerne. Fremragende, og ikke så sært at den nybagte far og coach for alle damer/piger i FC GOG, N.P. Nielsen gik rundt med blottet tandsæt fra den ene øreflip til den anden det meste af aftenen!

Taktik i hønsegården

Og så alligevel! Man skal nemlig ikke tro, at det på nogen er en let tjans at være boss for 18-22 piger/tøser/kvinder i aldersgruppen 16-22. På det fodboldmæssige område, ingen problemer, de unge damer gør, hvad de bliver bedt om, og de er så godt skolede og velopdragne, at de nærmest pr. automatik selv går i gang med opvarmningsøvelser, fylder drikkedunke, tager sig af hinanden osv. Så langt så godt! Når så den gode coach går i gang med at forklare lidt om dagens kamp, kommer med taktiske anvisninger og fortæller lidt om dagens modstander, ja så bliver der liv i hønsegården. Alt bliver kommenteret, vendt og drejet lige fra modstandernes spilletøj, de biler de ankommer i, hvem hende 7’eren kommer sammen med, og prøv lige at se det hår, de to der render rundt med, og Guuud, vi skal også huske at melde os til den der fest på fredag. Den pædagogiske sans, der som coach skal til her, kan ikke tillæres, den kan kun udspringe af et naturligt talent for at have med mennesker at gøre og i særdeleshed den fodboldglade og kvindelige del af racen. Men den disciplin mestrer NP til fulde! Tøserne får kaglet af, og coachen får listet sin fodboldmæssige dagsorden stille og roligt ind på de kvindelige lystavler.

9-1 sejr 10 mål for lille

Dagens første kamp! De glade, sprudlende og dygtige U 18 spillere havde alle sammen fået håret sat rigtigt pænt, så man var i den grad klar til at modtage besøg fra den lokale sportssprøjte. Nå ja, det smuttede lidt for én af pigerne, da hun i høj fart midt under en friløber mod mål nåede at registrere fotografen på baglinien, og impulsivt udbrød: - Shit mand, sidder mit hår nu ordentligt? Det gjorde det nok ikke, men det kanonskud, der efterfølgende blev fyret af sad lige som det skulle, nemlig lige oppe i højre trekant.  Og sådan blev det ellers ved, altså mht. målscoringen. FC GOGpigerne spillede gæsterne ud af brættet i en grad, man skal helt på Camp Nou i Barcelona for at finde magen til, og at Bredsten slap fra Forest Valley med et nederlag på ’kun’ 9-1 skal de prise sig lykkelige over, for U 18 pigerne i grønt formåede nemlig at brænde lige så mange 100% chancer, som de scorede mål. Det er bestemt også en kompetence at have, at man ikke er ude på at smadre modstanderne helt. Det var i hvert fald nogenlunde den forklaring, skribenten fik ud af den efterfølgende evaluering coach NP havde med pigerne, da de blev konfronteret lidt med punktet ’manglende koncentration’. For øvrigt herligt, at tøserne under kampen tit og ofte spurgte til holdets samlede målscore i samtlige kampe efterhånden som de høvlede flere og flere mål ind i Bredstenburet. Den tålmodige træner svarede troskyldigt hver gang – ikke sjældent med en let hovedrysten og sigende blik til skribenten, der her fik et levende bevis for, at mænd altså i den grad godt kan multitaske. Efter kampen blev den fire-dobbelte målscorer Signe Ladefoged valgt til Woman of the Match – også selv om håret ikke sad helt perfekt ved alle scoringerne.

Stylingsprojekt og fodboldkamp samme dag

Dermed var standarden lagt for den næste kamp, hvor FCs kvinder skulle møde Ammitsbøl SG. Mindre krise i lejren, da man stod og manglede to spillere tæt på kick-off. De formastelige havde kastet sig ud i et ’stylings-projekt’ om eftermiddagen, hvor den ene skulle sætte hår på den anden, og den slags kan trække ud, for det er jo en alvorlig og vigtig sag, man ikke sjusker med. Ja, det er så! Man røber næppe nogen statshemmelighed, når man oplyser, at den ene involverede part var Jamaica, og at den anden part var en lyshåret pige, der skulle farves … lyshåret! Nå, men det tog NP med iskold ro (man kender vel sine pappenhejmere) og ganske rigtigt; Pludselig trippede de to modeller kækt ned af trapperne ved hallen og betrådte den lækre grønsvær som var det et modepodie i Milanos førende modehus. Heldigvis var coachen ikke gået i gang med oplægget, for selvfølgelig skulle de nytilkomne lige en runde i krydsforhør hos resten af holdet, hår skulle vendes, drejes og vurderes, de sidste tøse high-five skulle klaskes af sted – og så var man klar til at lytte. Eller… nå ja!

Kamilla Madsen:  Aftenens Spiller

Dagens modstander fra Ammitsbøl præsenterede sig som et – skal vi ikke sige meget rutineret mandskab, hvor 3-4 af spillerne på holdet snildt kunne have været mødre til FC GOGpigerne, og da man i den grad skal have respekt for både rutinen og ældre mennesker, lagde de grønne ud med, for en sikkerheds skyld, at bringe sig foran 1-0 allerede i det 1. min. Da man kort efter bankede måltavlen op på 2-0, fik resten af kampen et ganske sympatisk præg af ’hyggekamp’, hvor coachen da også eksperimenterede med at give spilletid til 3 U 18 piger. Kamilla og Nanna dermed fik 2 kampe på én aften, og man fornemmede, at der i krogenene blev mumlet om lønforhøjelser) Hvis man havde holdt det høje gear og ikke var gået med på gæsternes udprægede spidskompetence, at trække tempoet ud af kampen, kunne den godkendte 5-0 sejr sagtens have endt med en 2cifret målfest. Her blev U 18 spilleren Kamilla Madsen valgt til Woman of the Match (scorede 4 mål) Hun nåede dermed samlet op på 2 kampe, 6 scoringer og 4 målgivende assists på ca. 2 timer. Det må vel et eller andet sted kvalificere den unge dame til titlen ’Aftenens spiller’. Den slags titler koster imidlertid, og skribenten idømmer hermed Kamilla til at skal have kage ned til holdet ved næste hjemmekamp. Vi ser gerne, at det er hjemmebagt!

Tak til NP og de herlige, friske og glade fodboldtøser i FC GOG for en rigtig hyggelig og god aften, der bød på flot fodbold, lækkert hår, mange mål og rigtig godt selskab! Bold og damer, det er ikk’ så ring’ endda!

Se mange flere fotos på www.give-avis.dk

  
 

Hoff

Pigerne fløj med DBU's Pigeraket som landede på Givskud stadion

Søndag d. 18.  kl. 13.00 troppede hele 68 piger i alderen 6-12 år op, og satte sig spændte ind i den oppustelige pigeraket, og gjorde klare til afgang mod det ydre rum. I de næste tre timer skulle pigerne på en mission, som bl.a. gik ud på at løse gåder og skyde til måls på Mars, spille fodbold på Saturn og drible på Mælkevejen. En svær opgave ventede forude, og især når man tænker på, at alle pigerne SKULLE opføre sig som 6 årige! Og at der hele tiden skulle FART PÅ!

De 68 deltagende piger fik sig en festlig dag, og det var dejligt med så mange fremmødte, og vi håber, at se nogle af jer piger igen i klubben – så vi kan få endnu flere piger til at spille verdens bedste spil med den lille runde! 

På hver af de 9 planeter var der nogle særdeles veloplagte rumvæsner, som skulle instruere pigerne i opgaverne. Men da rumvæsner ikke kan snakke menneskesprog, skulle pigerne forsøge sig med spacesprog inden rumvæsnet ville snakke. Dette kunne være en bølge eller en såkaldt grisetryne. Når først blev koden brudt kunne pigerne få den næste opgave.

Et hit var bl.a. at synge julesange ved Satellitten – her boede i øvrigt et rumvæsen med en mærkelig hovedbeklædning! Sært, men alt kan lade sig gøre ved Pigerakettens færd ud i rummet!   

Der blev også samlet små planeter på Solen, og kastet med stjernedrys på Merkur. Opgaverne var mange og pigernes smil var gennem de tre timer brede, og stemmebåndene blev også brugt flittigt. Da de fleste rumvæsener elskede at høre slagsange og andet gøjl.

De mange kampråb, grin og mærkelige point som eks. 500 rumprutter eller 1.000.000 superpoint blev uddelt af de frivillige rumvæsener. Tak for hjælpen til jer rumvæsner – i var gode, og I så godt ud i lilla!

Efter knap tre timeres rumsjov og ballade skulle vinderne findes. Her talte Lone, som var DBU´s udsendte rumkaptajn sammen på pointene, og på mystisk vis endte alle de deltagende piger som vindere. Herefter modtog alle et originalt rumcertifikat, et pigefodboldblad og en flot drikkedunk.

Tak for fremmødet til alle piger, vi håber i havde det sjovt – det så i hvert fald sådan ud.

 

På vegne af FC GOG

N.P Nielsen

Byg og bo Idrætsforeningen Gadbjerg Idrætsforening tilbyder en bred vifte af aktiviteter. Margrethe Club Margrethe Club Hjælpeforeningen Foreningens formål er at støtte den økonomiske udvikling i Gadbjerg, og sikre en fortsat udvikling samt omsætning af ejendomme i byen. Crossfitness Meninghedsrådet Vandværket Værket er et privat fælles vandværk, der forsyner 415 forbrugere med drikkevand. Seniorklubben Antenneforeningen Foreningens interesseområde er at skabe bedst mulige modtageforhold vedrørende fjernsyn og FM radio. Gadbjerg Hallen Badminton FDF Gadbjerg Gymnastik Håndbold Borgerforeningen Virker for sognets sunde fremgang, støtter alt, hvad der tjener til fremme af sognets tarv. Er talerør for sognets befolkning, støtter udviklingen i sognet på alle måder
jyskweb