Mandag aften betrådte nogle af Danmarks hurtigste ben Gadbjerg Stadion. De veltrænede ben tilhørte FC Midtjyllands lynhurtige landsholdsspiller Jonas Borring. Med sig til Gadbjerg havde han sin kroatiske SAS Liga holdkammerat Filip Marcic, og akademispilleren Edu Sarajcic og alle tre spillere leverede varen fra start til slut på det lidt vindblæste Gadbjerg Stadion.
Hele 56 pige og drenge spillere fra FC GOG's ungdomsafdeling mødte op til denne specielle træning mandag aften, og en del benyttede samtidig lejligheden til at lufte deres FCM dress. Andre storklubber var selvfølgelig også repræsenteret som eks. Barcelona og Milan.
Grunden til dette arrangement var, at FCM i denne sæson søsætter deres teknikmærke. Spillerne fra FCM viste og deltog i nogle af de øvelser som vil indgå når FC GOG's trænere i løbet af sæsonen vil arrangere træningsaftener med fokus på FCM teknikmærke træning. Alle er øvelser som vil kunne anvendes i den daglige træning, og der er ingen tvivl om at aftenens træning også gav inspiration til klubbens trænere.
For at bestå teknikmærket skal man i forskellige øvelser demonstrere eks. hurtighed med bold, præcision og udføre finter. Når man har talt hvor mange mål man har lavet i øvelserne, hvor hurtigt man gennemfører en driblebane eller jonglerer med bolden tælles der sammen, og herefter viser det sig om man har fået et bronze, sølv eller guld teknikmærke.
Alt sammen noget vi vil arbejde på i klubben, og nu er projektet i hvert fald sat i gang med maner. Klubbens trænere vil i nær fremtid få gennemgået det komplette teknikmærke materiale, og så går det ellers løs. Men denne aften fik børnene en alle tiders aften i samvær med stjernerne, og slutteligt fik alle autografer og billeder sammen med Sarajcic, Marcic og ikke mindst denne aftens hurtigst på driblebanen Jonas Borring.
Han skal dog sørge for at passe træningen – for to af FC GOG's egne talenter var kun 1 sølle sekund langsommere!!
Skrevet på vegne af FC GOG's FS Midtvest repræsentant og initiativtager Holger Heldbo, og FC GOG's Ungdomsafdeling.