Datteren, Rikke, tjekker kasseapparatet, mens Mona svinger penslerne på det kommende kontor. Vagn Billeskov, der byder mig indenfor, begyndte at sælge og servicere hardware for femten år siden. Fra den spæde start med lager på loftet i privaten, senere i et værelse og i de senere år i en tilbygning hjemme i Tøsby er Billeskov PC nu nået til en milepæl. Kundekredsen har udvidet sig støt takket være Vagns gode service og forståelse for kundernes behov. Derfor var tiden moden til at flytte i større lokaler, da tilbuddet bød sig.
Billeskov PC sælger PC-udstyr, telefoner og printer desuden folier til biler, facader, postkasser og lignende. Rådgivning og service udgør omtrent halvdelen af forretningen. På trods af den øgede nethandel ser mange fordele i at handle IT i en fysisk butik, hvor man kan se varerne og få et par tip med hen over disken. Kunderne skal ikke vente på varerne, og der er mulighed for at trække på Vagns service. "Kunderne skal være så tilfredse, at de vender tilbage, næste gang de handler PC-udstyr", siger han.
De nye rammer for Billeskov PC betyder med den store butiksfacade mere synlighed i gadebilledet, og Vagn er spændt på, hvad det kommer til at betyde for forretningen. ”Jeg tror på det!” siger han. Butiksåbningen i Gadbjerg betyder forbedrede vilkår for forretningens satsning på både hardware og service. Blandt andet flytter medarbejderen, Martin 20 år, ind i lejligheden over butikslokalerne, og det vil gøre det nemmere at lave en fornuftig arbejdsdeling mellem Martin og Vagn, hvor de kan skiftes til at passe butikken og tage på kundebesøg. For at øge fleksibiliteten yderligere og fastholde det høje serviceniveau, har Vagn også planer om at sende Martin på Microsoft-kurser og andre IT-uddannelser. ”Det er jo en branche, der hele tiden udvikler sig”, siger han.
Det er en turbulent og spændende sommer for Billeskov PC. Lige nu er der aktiviteter på to matrikler, og kunderne, der ser Billeskovs bil hver aften på Langgade, ringer og spørger: "Er du i Gadbjerg eller derhjemme?". Flytningen af varer og kontor begynder for alvor i denne uge og vil strække sig over månederne, der kommer. Men der er sat en skæringsdato. Fredag d. 1. august åbner butikken på Langgade, og det markeres med Åbent hus samme dag kl. 13:00.