På sporet af balanceret udvikling?

Lad os bringe vækst til hjertet af Vejle kommune med sammenhængende stationstæthed.

Oplandets midte kan blive et nyt pendlerparadis.

Gadbjerg Station på tegnebrættet

07-05-2017 Byg og bo

Kommer der togstop i Gadbjerg? Ja, hvis Billundbanen anlægges og den endelige linje føres over Gadbjerg. Som det ser ud nu, er der stadig politisk flertal bag Billundbanen. Så den bliver med al sandsynlighed til noget. Baneprojektet er dog både udskudt og forsinket. Nu mangler vi så blot beslutningen om at linjeføringen skal gå over Gadbjerg.

Beslutningen

BaneDanmark (BD) skriver på bane.dk at de vil aflevere det politiske beslutningsgrundlag til landspolitikerne midt i 2018. Der har samlet set været fire linjeføringer i spil, men i øjeblikket arbejder BD med tre. Når BD har afleveret materialet til Christiansborg, er der risiko for at politikerne forhaler beslutningen yderligere med forhandlinger og brudte løfter. Det er en stor udfordring for projektet at ministerierne befolkes af partier uden for togforliget. Det er både dyrt og uhørt at beslutninger forhales af regeringen når der er folketingsflertal bag Togfonden. Manglende olie-milliarder til finansiering og undervurderede signalsystem-projekter truer og forsinker også banen. Men det skal nok ende med at der tages en beslutning.

Ventetiden

For de borgere i Vejle Kommune der bor på eller i nærheden af en af de mange linjeføringer der har været på tale, er ventetiden ubarmhjertig. Da BD genoptog arbejdet med Gadbjerg-linjen, burde den sydlige Åst-linje være fjernet fra projektet. En rettidig fjernelse af linjen vil give tryghed og fremtid tilbage til de mange berørte indbyggere i Åst og Mørup. Det er et krav at der skal være to, ikke tre, linjer i anlægsprojekter af denne type.

Mere gavn og mindre gene

Vi er en lille borgergruppe Initiativgruppen Åst-Mørup-Gadbjerg der de sidste par år har arbejdet med at finde den optimale løsning på linjeføringen af Billundbanen. Gruppen er sammensat af borgere fra Åst og Vandel-området og Gadbjerg. Missionen er at finde en balanceret linjeføring der generer mindst muligt og gavner flest. Med det udgangspunkt peger vi på en linje over Gadbjerg.

Oplandet på banen

Med Billundbanen får Vejle en stor gave fra hele Danmark. Men det kræver en vågen kommunal administration og et visionært byråd at omsætte Billundbanens fulde potentiale til vækst og fremdrift. Der har været en tendens til at man har sovet lidt i timen, måske fordi byrådet hellere havde set en letbane gennem Å-dalen.

Potentialet er at forbinde Vejles opland over Jelling, Gadbjerg, Give til Thyregod. Med Billundbanen regnes der med halvtime-drift og med linjeføring over Gadbjerg vil stationen blive genåbnet. I Vejles opland vil der dermed være flere stop og flere afgange, og det vil naturligvis gøre området attraktivt i forhold til at tiltrække nye borgere og skabe god infrastruktur for både virksomheder og deres arbejdskraft.

Hvor mange stop og afgange der skal være, kan justeres i takt med udviklingen. Det der ikke så nemt lader sig omgøre, er placeringen af linjen. Derfor er det vigtigt nu at spørge: Hvad giver mest mening? At grave en dyr bane ind igennem bakker og fredskov og skære Åst over og skade Mørup-områdets i forvejen sparsomme vejnet. Eller at læne sig op ad en allerede eksisterende infrastruktur i Gadbjerg hvor en genåbnet station vil skabe vækst og bosætning? Svaret er helt oplagt!

Det nationale perspektiv

Det overordnede formål med Billundbanen er at betjene Billund Lufthavn. Det fokus understøtter valget af en Gadbjerg-linje da Struerbanens tilkobling til Billundbanen bliver nordligere og dermed reducerer rejsetiden for rejsende fra f.eks. Herning og Brande-området. Borgergruppen forslår en variant af Gadbjerg-linjen som i endnu højere grad tager hensyn til rejsende fra Give og nordligere stationer. Vi kalder den for Farre-linjen. Den er bedst, billigst og generer færrest muligt.

De perspektivløse linjeføringer gennem Åst og Mørup forøger rejsetiden betydeligt for rejsende fra hele det nordvestlige Danmark for at give rejsende en ubetydelige tidsbesparelse til rejsende fra Vejle. Et par minutter betyder næppe det helt store når man efterfølgende bruger 2-3 timer på at in-check og bording i lufthavnen. Kigger man på det samlede jernbanenet i Jylland er Gadbjerg-linjen det oplagte kompromis hvor løsningen balancerer alle interesser og hensyn.

Det lokale perspektiv

Gadbjerg vil med en station og en Billundbane have togbetjening til tre store områder med masser af arbejdspladser. Herning, Brande, Give mod nord, Billund mod vest og Vejle mod øst. Det vil skabe sjældne gode forhold for byudviklingen af vores område. På det kommunale plan kan Vejle med Gadbjerg-linjen tilbyde bosætningsmulighed til rimelige priser og attraktive pendler-betingelser for tilflyttere og expats. Kommunen skal blot ville det fokus og satse på udstykninger og se det som en brik i skabelsen af balanceret vækst i oplandet.

”Kommer vi så til at holde for bommene i tide og utide?!” kunne en lokal bekymring lyde. Jo, der vil sandsynligvis blive lidt mere gene med halvtime-drift mellem Vejle og Billund. Men stationen vil være vest for Langgade og det betyder at togene fra Vejle kan dele sig efter Langgade. Den samme fordel gør sig gældende for Fårupvej i Jelling, hvor problemerne er endnu mere massive. Set fra Jellings perspektiv vil Gadbjerg-linjen aflaste de trafikale problemer, men også gøre det lettere for oplandets unge og ældre at benytte Jelling som handels- og kulturby. Det samme gør sig gældende for Give, der også kan have glæde af mere liv som følge af bedre infrastruktur. Kommunens centerbyer forbindes fornuft sammen med oplandet og nabokommunen Billund.

Lad os få en Billundbane der giver mening!

Mere information?

Borgergruppen har lavet en sammenligning af de fire linjeføringer der har været på tale indtil videre. BD har foreløbigt afviste Farre-linjen, men har løbende optimeret på den gamle Gadbjerg-linjeføring så den rammer færreste muligt. Vi følger fortsat projektet tæt.

I begyndelsen af 2018, formentlig, vil BD afholde borgermøde med os lokale, kommuner og andre interessenter. Vi håber på stor opbakning til den lejlighed.

Herunder er link til sammenligninger mellem de forskellige linje. Et notat fra os (udarbejdet af Jørgen Braad) og et fra BD.

På bane.dk findes yderligere information og et interaktivt kort: www.bane.dk/nybanebillund.

 

På vegne af Initiativgruppen Åst-Mørup-Gadbjerg

 
OM GADBJERG.DK | WEBMASTER