Fastelavn med guf, glade børn og festligt fællesskab

11-02-2018 Idrætsforeningen, Info

Traditionen tro arrangerede gymnastikafdelingen i Gadbjerg årets fastelavnsfest og sikke en formiddag vi havde i hallen.

Der var stor opbakning til arrangementet – der er i skivende stund ikke talt præcis op, hvor mange der var til stede i hallen, men et skud er omkring 110 udklædte, glade børn og de havde alle taget en voksen eller to med, så rigtig mange familier var repræsenteret og stemningen var – som flere af deltagerne også gav udtryk for, var super god.

Da klokken rundede 10 stod folk stadig i kø for at komme ind, og flere af de tilstedeværende var hurtig oppe på tæerne og hjalp til med at få stille flere borde op og fundet flere stole frem – det er skønt, når folk rækker hånden ud og hjælper til -tak.

Da alt var på plads og vi var ved at være klar til at gå i gang, mødtes vi alle på gulvet og gik i samlet flok rundt om nogle af de flotte tønder, der igen i år var pyntet af børnehaven, hvor vi sang ”Fastelavn er mit navn” og ”Kan du gætte hvem jeg er?” Og i år sang folk godt med. Derefter kom det store øjeblik, hvor alle børnene fordelte sig ud på de to tønder til de mindste 0-3 år, to tønder til de 3-5 år , en tønde til børnene 0. – 2. klasse og en til de store skolebørn.

Da alle tønder var slået ned – alle havde fået lidt guf fra tønderne, var det tid til at få en slikpose og sætte sig til rette i behørig afstand og se de voksne slå deres tønde i stykker, dette er altid spændende.

I løbet af formiddagen kunne man i en lille bod passet af frivillige unge mennesker fra Gadbjerg forsyne sig med juice, vand, kaffe, the og lækre fastelavnsboller.

Dagen sluttede af med lidt fri leg i hallen, hygge rundt ved bordene og ikke mindst med en KÆMPE opbakning til oprydning i hallen.

Vi vil gerne takke alle deltagerne for at medvirke til en rigtig dejlig formiddag, hvor der virkelig blev hygget og løftet i flok – tak.

Kristina Thornvig Knudsen

 
OM GADBJERG.DK | WEBMASTER